En dejlig lørdag formiddag blev en dansk/norsk familie med 16 personer optaget. Det blev en glad optagelse med norske og danske stemmer, alt efter hvilke familiemedlemmer, der talte, de norsk boende deltagere kom primært fra området omkring Kristiansand, og de dansktalende fra området omkring Aalborg. De fik selvfølgelig alle orientering om, hvem de nu blev søstre og brødre til i Lauget, bl.a. vores tidligere majestæt dronning Margrethe og vores nuværende majestæt kong Frederik den X. Ligeledes oplyste oldermanden, at der blandt Laugets medlemmer også allerede var mange nordmænd.
Oldermanden omtalte at laugets første optagelse udenfor Aalborg skete i Kristiansand i 1988 i Christiansands Bryghus` kælder – ligesom man efterfølgende havde gæstet Kristiansand utallige gange
Deltagerne havde alle afleveret optagelsesbegæring til Lauget, en havde endda indleveret 2, sikkert for at kunne være sikker på optagelse. Oldermanden oplæste reglerne for at være medlem fra Laugsskråen, og alle der søgte optagelse, noterede sig disse regler, og sagde ja til optagelsen.
Efter rundturen, med besøg ved Laugstræet blev optagelsen som vanligt fejret med godt humør, Laugets galladinner, dejlig musik, sang og snak, og særligt historien om den unge nordnorske præst, der døjede med at holde meningheden vågen under prædiken, vakte stor moro. Den danske snaps/brændevin blev vederfaret fornøden opmærksomhed, da den andægtigt blev indtaget under ledelse fra hovedbordet, samt ikke mindst at den nærmest blev sunget ned.
Laugets to troubadourer underholdt med god musik og glade sange, hvilket stemningen bestemt ikke blev dårligere af.