Der var fuldt drøn på starten af Christian den fjerdes Laug Jubi-optagelser
I anledning af Jens Bangs Stenhus 400-års jubilæum havde Christian den fjerdes Laug arrangeret 2 jubilæumsoptagelser - til begge optagelser blev mere end 40 personer nye medlemmer af Christian den fjerdes Laug.
Begge optagelser startede med fuldt drøn ved at Aalborg Kanonlaug saluterede “Dansk Løsen” - 3 på hinanden følgende salutskud - der bragede ud over Nytorv.
Alle gæster samt stolsbrødre blev kommanderet ud foran Jens Bangs Stenhus for at opleve dette, og var man ikke vågen, så blev alle det vist.
Braget fra de glade salutskud fulgte med ned i kælderen, hvor der var en oplagt og glad stemning, da Oldermanden og stolsbrødrene entrede lokalerne. Som vanligt startede optagelsen ved, at Tørstmesteren opfordrede til en skål blandt stolsbrødre og gæster, dvs. gæsterne har ikke noget i glassene og må kigge langt efter at stolsbrødrene vederkvæger sig. Oldermanden bød velkommen og fortalte kort om dagens anledning, med Stenhusets 400-års jubilæum og efterfølgende om, hvordan lauget var blevet til under anden verdenskrig, og nu havde huseret 82 år af de 400 år i Stenhuset.
Efterfølgende blev Stolsbrødrene præsenteret for gæsterne, og de blev indført i Laugets historie samt blev informeret om Laugets love og regler, for endelig at blive kaldt frem til hovedbordet, for endelig optagelse.
Efterfølgende skulle gæsterne fornemme Aalborg by, og de fik en rundtur i byen, denne gang ad en alternativ rute af praktiske årsager.
Det blev tjekket, at den udleverede nøgle til døren til den hemmelige løngang virkede, og da alle var samlede i kælderen igen, fik de lov at smage den gamle gudedrik mjød.
Så gjaldt det Laugets jubilæumsbrunch, og ikke mindst at nå frem til at smage “kartoffeljuicen” bestående af Rød Aalborg. Herefter hyggede Laugets 2-mands band om gæsterne, og der blev sunget dejlige sange om fællesskab og værdien af fællesskaber.
At dette er en vigtig sag for Lauget, kan understreges med at Lauget gennem årene har optaget mere end 8.000 personer fra 105 nationer.
Alt får en ende, også de gode stunder ved en sådan optagelse.
Vi er glade for at kunne gratulere Jens Bang Stenhus med 400-års jubilæet.
Se billederne fra optagelserne her