Norsk og dansk humør gik op i en højere enhed.
Aalborg Universitet havde besøg af 23 kollegaer fra Universitetet i Sørøst-Norge, der nærmere betegnet ligger i Notodden.
AAU syntes, at de norske gæster skulle beriges med en rigtig Aalborg oplevelse, og ønskede derfor at gæsterne blev optaget i Christian den Fjerdes Laug.
Optagelsen fandt sted d. 20.10. 2022 kl. 17.30, så det var lidt i ”mørkningen”, men humøret i selskabet var meget lys og lystig og steg yderligere i takt med at optagelsen skred frem.
Der var 9 stolsbrødre inklusive oldermanden samlet ved hovedbordet, og at humøret blev pænt højt i det norske selskab skyldes selvfølgelig ikke mindst oldermandens fortælling om forholdet mellem de skandinaviske brødre, samt yderligere historier hvor der blev henvist kraftigt til Norge og nordmænd.
Alle de, der skulle optages, var godkendt af Lauget, og ved selve optagelsen lovede de at efterleve laugets forordninger, som blev læst op for dem inden optagelsen.
Herefter fik de nyoptagne gåturen gennem det gamle og nye Aalborg og kom frem til den hemmelige indgang, hvor den udleverede nøgle til de enkelte optagne, blev testet for om den virkede til den hemmelige indgang - og det gjorde den.
Så alle kom igen ind i Vinkjælderen. Her ventede så bl.a. Christian den Fjerdes Laugs store dinner (to røde pølser og et brød), og som det sker blandt brødre (og her er det både kvinder og mænd, der er brødre) så bredte der sig en virkelig god stemning under spisningen. Nordmændene fik lært at drikke Aalborg snaps, og laugets troubadourer sørgede for at give stemningen endnu en tak, dels ved musikledsagelse til div. sange samt et musikalsk islæt.
Vi er overbevist om, at alle de optagne nordmænd nød at opleve denne optagelse og den Aalborg begivenhed, som det er.
Og nu kan de tælle sig blandt laugets ca. 8.000 medlemmer fra 104 forskellige nationer.
Foto: privat