Mandag, den 9. maj havde Aalborg, Duus Vinkælder, Jens Bangs Stenhus og Christian Den Fjerdes Laug besøg af 126 glade nordmænd, hvor i blandt flere musikere, alle medlemmer af Laugets afdeling i Oslo. De kom for at markere, at det i år var 20 år siden, Christian Den Fjerdes Laug her i Aalborg sanktionerede, at der i Oslo blev oprettet en afdeling af Christian Den Fjerdes Laug.
Det var resultat af flere års tæt samarbejde mellem Lauget og en kreds af borgere i Oslo. Dog er det sådan, at kun Lauget i Aalborg kan optage nye medlemmer. Det betyder, at Oslo Laug hvert forår/sommer kommer til Aalborg med nye medlemmer til optagelse i Christian Den Fjerdes Laug, og hvert efterår drager Lauget fra Aalborg til Oslo for at foretage optagelser dér.
Mandag, den 9 maj blev 18 nordmænd optaget i Jens Bangs Stenhus. Efter invitation fra Oslo Laug sejlede Oldermand Niels Voss Hansen, viceoldermand Kaj Handberg samt Laugsskriver Henrik Jensen søndag den 8. maj fra Frederikshavn til Oslo. Ved ankomsten blev de modtaget af de ”tre musketerer” på kajen af Oslo afdelingens styrelse med viceoldermand Trygve Sødring i spidsen, hvorefter danskerne tog hele det norske hold på 126 personer med nat-færgen tilbage til Frederikshavn.
Kl. 10.30 var der optagelse i overværelse af feststemte nordmænd og ledsaget af norsk sang og musik..
Efter optagelsen var der samlet fodmarch for medlemmer af de to styrelser og deres damer til spisning på restaurant ”Fusion” på Aalborgs havnefront. .
For at markere, at der var tale om 20 års jubilæum havde Christian Den Fjerdes Laugs styrelse inviteret Norges konsul i Aalborg, ingeniør Jens Chr. Schmidt, med til spisningen, og Aalborg Kanonlaug til på kajen at modtage det norsk-dansk selskab med kanonsalut..
Foto: Jens Morten