Menu

Humørlegat 2018Der var godt med publikum ved overrækkelsen af Christian den 4's Laugs ”Humørlegat” i Papegøjehaven.

Torsdag den13. december kl. 12.30 lige midt i frokosttiden invaderede Stolsbrødre fra Christian den 4's Laug, ifølge aftale med restauratør Lars Mouritzen, restaurant Papegøjehaven for at overrække et af Laugets ”Humørlegater” til tjenerelev Nina Suurland Nielsen.
Humørlegatet bliver hvert år uddelt på Aalborgs Gymnasier og på Tech College, og herfra var Nina Suurland Nielsen indstillet.
Legatet tildeles en elev, der med sit gode humør, positive indstilling og glade sind har været med til at sprede god stemning og glæde om sig.
Og i Nina Suurland Nielsens tilfælde var motivation fra skolen også, at hun er en glad pige, der er en god rollemodel for tjenerfaget, kvik og god til at tilegne sig viden.
Tildelingen af legatet til Nina Suurland Nielsen blev fulgt af et kraftigt bifald fra alle gæster i en fyldt restaurant Papegøjehaven – så Nina måtte også haste tilbage til sine gæster efter fotografering, hvor hun udtrykte stor tak og glæde over tildelingen, og at det var fuldstændigt overraskende for hende.
Nina modtog et diplom med hæderen, et gavekort til Aalborg City, som oldermanden opfordrede hende til at bruge til noget rigtig ufornuftigt, samt Christian den 4's Laugs 75 års jubilæumsskrift, så hun kunde få lidt større kendskab til Lauget og dets virke.