IMG 6036Den 22. august 2025 havde vi en spændende optagelse af medarbejdere fra firmaet Vela/Vermund Larsens, afdeling i Tampa, Florida.

Vela ønskede, at deres amerikanske medarbejdere skulle have en oplevelse af dansk hygge og humør, hvorfor valget var faldet på en optagelse i Christian den Fjerdes Laug, idet der så samtidig var lejlighed til, at gæsterne kunne opleve det 401 år gamle Jens Bangs Stenhus.

Flere af de medarbejdere, der skulle optages, havde aldrig været udenfor Amerikas grænser, og det var alle folk fra afdelingen, høj som lav, der deltog i rejsen.

Da stolsbrødrene entrerede kælderen og begyndte på optagelsesritualet, kunne vi på gæsterne se, at de var noget, spændte på, hvad der skulle ske. Men efter at Oldermanden havde gennemført en del af ritualet med bl.a. præsentation af stolsbrødrene, tøede forsamlingen fuldstædigt op, og fik glade ansigter, som varede resten af tiden.

Efter de indledende aktiviteter og efter navneopråb af dem, der ønskede optagelse, gik turen med sang rundt i det nye og det gamle Aalborg. Her var der ophold ved Laugets flotte Lindetræ foran byens rådhus. Lauget skænkede træet til Aalborg Kommune, så nu er det egentligt Aalborg Kommunes træ, men som traditionen byder i Lauget, går vi ud til træet ikke blot for at se, at det trives, men netop for at få det til at trives, idet vores Laugsskovridder vander træet med gyldne dråber i form af godt dansk øl.

Turen tilbage til kælderen, Duus Vinkjælder, skete ad den hemmelige løngang. Og her mødes gæsterne med Laugets historiske ekspert, der indvier dem i, hvorfor den hemmelige løngang forefindes, og hvorfor det er endt med at medlemmer af Christian den Fjerdes Laug udstyres med den gyldne nøgle. En af deltagernes nøgle blev testet, og den virkede, så selskabet kunne komme tilbage i kælderen, hvor de dels blev udsat for den danske drik - mjød (som alle trods alt drak) - herefter var det tid til Laugets gallalunch.

Under gallalunchen blev gæsterne indført i kunsten at drikke snaps og udsat for info om, hvordan vi trives i Norden, og at vi for en stor dels vedkommende kan forstå hinandens nordiske sprog, og derudover hvordan de nordiske folkeslag respekterer hinanden. Men også hvordan man kan drille hinanden med diverse særpræg.

Laugets 2-mand orkester gjorde derefter stemningen endnu bedre med god musik, herunder også sange på engelsk fra Laugets sanghefte.

Da stolsbrødrene forlod selskabet - alt godt får jo en ende, var der en glad stemning blandt de ny optagne, der resten af dagen skulle opleve endnu mere i Vela/Vermund Larsen regi.